Krigen mot narkotika er en fiasko
Denn verdens svøpe er kriminalitet og mord avfødt av narkohandel. Det drepes titusen mennesker hvert år - tre ganger flere enn vedd terrorangrepene i 2001. Allikevel har det ikke medført noen gjennomgripende lovendringer verden over. (Dansk artikkel).
Denne verdens svøbe er kriminalitet og mord affødt af narkohandel. Der dræbes 10.000 om året - tre gange flere - end der omkom ved terrorangrebene i 2001. Alligevel har det ikke medført nogen gennemgribende lovindgreb verden over. Afghanske betjente sidder med konfiskerede valmue-frøkapsler, der skulle have været omdannet til opium og heroin. Det sydlige Afghanistan stod for 3.400 ton opium allerede i 2004. I dag er det langt højere.
De menneskelige omkostninger ved at opretholde og håndhæve et forbud mod narkokan ikke længere retfærdiggøres. Narkotika må legaliseres under ordnede forhold.
Selv i døden fatter højrefløjen ikke pointen. Milton Friedman - monetarismens Messias, den thatcheristiske natvægterstats frelser - er lige blevet jordefæstet, men det messende sørgekor, han har efterladt, har karakteristisk nok undladt at fremhæve den ene gode, rigtige kongstanke, der var hans.
Over den forløbne uge har hans konservative nekrologskrivere koncentreret sig om alle de forhold, hvor han tog fejl og lovprist hans påstande om, at en afmægtiggjort, reduceret stat kan tilvejebringe større social mobilitet og sikre en bredere middelklasse end en socialdemokratisk blandingsøkonomi. Det er tilstrækkeligt at sammenligne de skandinaviske lande og Texas for at få anskueliggjort, at dette er ren vildfarelse.
Alligevel var der altså et spørgsmål, hvor Friedman forstod at udnytte sin gnistrende intelligens til at se klart: Igennem 40 år formulerede han nogle af de skarpeste og mest kritiske indlæg imod 'krigen imod narkotika', som nogensinde er skrevet.
Milton Friedman var endnu kun en dreng, da alkohol blev kriminaliseret i Amerika. Forbudsfanatikernes korstog for at bandlyse "dæmon-rommen" og lægge De Forenede Stater tør varede, indtil han var et stykke op i tyverne. Men den lære, han drog fra hin epoke, blev bestemmende for hans holdning resten af livet. Han indså, at når man vil bruge tvang for at hindre folk i at indtage et populært rusmiddel, så reducerer man i realiteten ikke dets brug i nogen videre grad. "Jeg var ikke særlig gammel og var ikke synderligt drukfældig, men det var aldrig et problem at finde speakeasies (smugkroer, red.)," forklarede han.
Men hvor forbudstiden ikke havde held til at virkeliggøre sine fantasier om, at ville 'udrydde alkoholisme', så var den en stor succes i andre henseender. Den overdrog en omfattende industri til væbnede, kriminelle bander, som formåede at forhøje mordraten med 78 procent og latterliggøre alt, hvad der hed retsstatsprincipper. "Vi fik hele bøvlet med Al Capone, kapringerne af illegalt smuglerprut og bandekrigene på grund af spiritusforbudet," skrev Friedman. "Forbudet var en kur, der gjorde sygdommen værre - både for alkoholikerne og alle os andre."
Friedman så langt
Friedman indså - lang tid før nogen anden tænker - hvordan de tilsvarende forbud imod cannabis, kokain og heroin ville avle tusinder af nye Caponer.
Han advarede: "Al Capone var inkarnationen af vores første forsøg på en forbudspolitik: Bander som Crisps and Bloods inkarnerer det nuværende."
Chicago-gangsteren lod som bekendt seks af sine konkurrende spiritus-pushere nedmaje på Sankt Valentins dag i 1929. Men i narkoforbudets tidsalder finder sådanne skudopgør sted snart sagt hvert eneste minut i South Central Los Angeles, i Londons Hackney-distrikt, i Bogotá og Kabul. Senere i livet beregnede Friedman, at 10.000 mennesker omkom på denne måde hvert år i USA alene, svarende til over tre 11. september-begivenheder.
Ganske mange af dem er tilfældige forbipasserende, der fanges i skudlinjen.
Men ikke nok med det: Ved at globalisere denne puritanske krig imod narkotika har den amerikanske regering også globaliseret narko-gangstervældet.
Friedman advarede om, at USA med krigen imod narkotika har "dømt i hundredvis, hvis ikke i tusindvis af colombianere til døden".
Jeg er netop vendt hjem fra Mexico, som er ved at undergå en hastig colombianisering, med hele områder kontrolleret af narko-mafiabander som bestikker det lokale politik og terroriserer hele lokalbefolkningen. Det samme er sket i endnu mere massivt omfang i Afghanistan. "Med hvilken ret ødelægger vi andre folkeslags lande på den måde," spurgte Friedman.
Men bevæbnede gangstere er ikke den eneste art kriminalitet, narkoforbudet har frembragt. Friedman beviste, at kriminalisering af narkotika har forårsaget en eksplosion af gadeoverfald og indbrudstyverier, hvad der gør os alle til ofre i denne krig, som de uheldigste af os må betale med livet. Hvordan går det til? Jo, et kilo heroin gennemgår forskellige forhandler led i forsyningskæden, før den havner i blodårerne på narkomanen i Hackney.
Hvert led i kæden kræver en endnu mere ublu sum for at risikere fængslet? Det betyder, at heroinen koster 3.000 procent mere, end den ville gøre i et lovligt, risikofrit marked - så en heroinmisbruger må følgelig stjæle 3.000 procent mere for at købe det, hvad der betyder, at 3.000 procent flere ældre damer bliver overfaldet og 3.000 procent flere hjem udsat for indbrudstyveri.
Dette er grunden til, at stadig flere af politiets eksperter i bekæmpelse af narkokriminalitet bliver modstandere af den hårde forbudslinje og tilhængere af at ordinere heroin. De ved fra erfaringer fra Schweiz - et ultrakonservativt land, der nu ikke desto mindre ordinerer heroin - at dette er en sikker, gennemprøvet metode til at få kriminalitetsraterne til at styrtdykke.
Forbudets hårde lov
Ikke dermed sagt, at Friedman var tilhænger af at dope sig med narkotika. Friedmans mente, med rette, at et galopperende rusmiddelmisbrug - det være sig alkohol, cannabis eller hårde stoffer - fører ud i menneskelige tragedier. Han sagde engang til Bill Bennett, Bush seniors antinarko-tsar: "Du tager ikke fejl i at mene, at narko er en svøbe, der tærer vort samfund op. Din fejl består i, at de selv samme restriktioner og metoder, som du er tilhænger af, er en af de afgørende årsager til den selv samme elendighed, du begræder."
Han beviste f.eks., at forbud ændrer den måde, hvorpå mennesker bruger stoffer ved at få mange af dem til at indtage stærkere, mere koncentrerede og farlige varianter, end de ellers ville have gjort på et legalt marked. Under spiritusforbudet blev øl fortrængt af hjemmebrændt moonshine-sprut.
Under narkoforbudet har crack fortrængt kokain. Han kaldte den lovmæssighed, der forklarer dette ejendommelige faktum, for 'Forbudets jernhårde lov': Jo hårdere politiet forsøger at udrydde stoffer fra markedet, jo hårdere stoffer og jo stærke doser vil blive solgt.
Hvorfor? Jo, hvis man bestyrede en bootleg-bar i Spiritusforbuds-æraens Chicago, og skulle fremstille en gallon alkoholisk drik, og kunne vælge imellem en gallon øl, som en person kan drikke og som udgør et salg - eller at fremstille en gallon poteen (hjemmebrændt whisky, red.), som er så stærk, at det vil kræve 30 mennesker at drikke den, hvad der vil udgøre 30 salg, ville det være tåbeligt ikke at vælge sidste mulighed. Forbudet ansporer dermed til at fremstille og levere stærkere og mere skadelige drikke.
Legaliser narko
Tilsvarende: Hvis man er narkopusher i Hackney og skal vælge imellem at sælge et kilo kokain til rekreative brugere, som vil indsnuse det og komme tilbage en måned senere efter mere - eller at opvarme det i din mikrobølgeovn til crack, som er langt mere vanedannende, således at du kan vente at se din kunde inden for få timer, er det da klart at sidstnævnte mulighed giver mest forretningsmæssig mening.
For Friedman var løsningen elementær: Fjern de narkotiske stoffer fra de kriminelle og giv dem til læger, apotekere og statskontrollerede udsalg. Legalisér. Kronisk narkomisbrug vil altid være et problem, ligegyldig hvad vi gør, men at lægge et kæmpe lag af kriminalitet oveni, der gør stofferne hårdere og mere vanedannende ved at gennemtvinge et omkostningstungt forbud (20 milliarder pund sterling hvert år i Storbritannien alene) frem for at bruge pengene på ordineringer, præventivt arbejde og afvænningscentre forekommer at være idioti.
"Narko er en tragedie for misbrugere," sagde Friedman. "Men at kriminalisere deres misbrug gør deres personlige tragedie til en katastrofe for samfundet, for misbrugere som for ikke-brugere."
I dag kan en ophævelse af narkoforbudet forekomme som science fiction. Men i 1924 skrev en fortvivlet Clarence Darow, at det ville kræve "en revolution" at få lovliggjort spiritus i USA igen. Inden for et årti var det sket. Vi er ved at nærme os et vendepunkt i narkodebatten. Mens vi venter, kan jeg stadig høre Milton Friedman i et af sine sidste interviews spørge: "Skal vi, mens vi venter, fortsætte med at vi lade myrderierne i vores storbyghettoer finde sted? Skal vi fortsætte med at leve med 10.000 mord per år? Skal vi i ventetiden ødelægge Colombia og Afghanistan?"
Takk til Foreningen for en human narkotikapolitikk for artikkelen.